EASYBLOG

  • Hjem
    Hjem Det er her du kan finde alle blogindlæggene fra hele siden.
  • Kategorier
    Kategorier Viser en liste af kategorier fra bloggen.
  • Tags
    Tags Viser en liste af tags som er blevet brugt i bloggen.
  • Bloggere
    Bloggere Søg efter din favorit blogger på denne hjemmeside.
  • Bloggrupper
    Bloggrupper Find din favorit bloggruppe her.
  • Log ind
    Login Login form

Murænen fra Okinawas dyb, Japan.

Skrevet af - i Konkurrence - Trygon
  • Skriftstørrelse: Størrere Mindre
  • Visninger: 8816
  • 2 Kommentarer
  • Tilmeld indlæg
  • Udskriv

16/12 -12.  Okinawa, Japan. 

Af: Anders Stochholm

 

Jeg har fået en lille datter og har taget tre måneders barselsorlov. 

Vi har lejet et hus på en lille bitte ø ude i Stillehavet i det sydlige Japan.  Øen har 200 indbyggere.  Hvis man skal købe ind, skal man på en længere rejse med færge over til en større ø.  

 

Ideen er derfor, at jeg skal forsøge at supplere vores kost ved at plukke nogle papayaer og skyde nogle fisk. 

 

Så jeg var ude på revet igen idag.

 

Revet begynder et par hundrede meter fra kysten. Det er dér det sker, hvis man vil fiske.  Man går i vandet fra stranden og svømmer derud. 

Det første stykke er lidt kedeligt.  Der er ikke så mange fisk, og de er ret små og svære at komme tæt på.  Sigten er heller ikke så god. Vandet er køligt, fordi det er blevet afkølet af luften. I vintermånederne er luften betydeligt koldere end vandet,  så derfor afkøles det lave overflade vand først.  I dybden bliver det lunere. Her om vinteren er vandet knap 25 grader. Ganske lunt, men man skal have våddragt på, hvis man vil være i vandet i længere tid.

 

Koralerne på det lave vand er slidte og ikke skarpe . De lokale fiskere har gået herpå ved lavvande i generationer, for at samle tang og muslinger.

 

Derefter er der et stykke med sandbund og tre-fire meters dybde, også kommer revet. Vandet bliver igen helt lavt. Man krabber sig frem. Bølgerne bryder og man skal kæmpe sig igennem brændingen.  

 

Også pludseligt sker der noget.  Dybden dropper drastisk og der åbner sig den vildeste og mest farvestrålende verden man kan forestille sig.

Der er liv overalt. Havskildpadder. Havslanger. Blæksprutter. Søstjerner. Gobler. Gigantiske muslinger og konkylier.  Fisk i alle tænkelige former og farver. Manta rokker med 6 meters vingefang. Revhajer en masse. Og de mest velbevarede koraler jeg har set. 

 

Man fyldes med ærefrygt. 

 

Her er en artsdiversitet, som er uset i verden.  Jeg har været i vandet næste hver dag i tre måneder, og jeg har set nye arter hver gang jeg har været ude. 

 

Det har taget mig noget tid at finde ud af hvilke fisk der kan spises, og hvilke man skal holde sig fra. 

Som hovedregel er jeg bange for dyr i vandet, som ikke er bange for mig.  

 

Jeg har holdt øje med hvad de lokale fiskere kommer ind med. Og spurgt flittig efter hvilke farer der kan lure derude. 

Leopard murænen er en lokal delikatesse. Havlangen skal man holde sig langt fra.

 

Jeg har fundet nogle ret fredelige sortgrå fisk, som er nysgerrige og derfor er til at få fat på. De passer lige i størrelsen til en pande og smager fint med stegte vilde papayer. 

 

 

 

Pludselig ser jeg en gigantisk muræne nede på bunden . Fed og grim som den er, snor den sig afsted.  Den ænser mig ikke. Eller også er den bare overhovedet ikke bange for mig.

 

Jeg er på ca. 6 meters dybde og den befinder sig skråt ude til venstre i mit synsfelt, omkring 10 meter væk. Jeg tænker, at der ikke er den store fare,  men jeg kommer alligevel også til at tænke på et youtube klip jeg har set,  hvor en muræne bider tommelfingeren af en australsk dykker.

 

Jeg svømmer derfor roligt væk. Tror jeg da. For det viser sig, da jeg har svømmet et godt stykke hen langs kysten, at vi faktisk har fulgtes ad. Den har bare været nede langs bunden skjult under koralerne,  mens jeg har ligget i overfladen.  

 

Jeg er igang med at jage en mindre stime snappers, som jeg forsøger at komme på skudhold af. Murænen forsvinder igen.  

 

Jeg når lige at tænke, at den nok alligevel har været bevidst om min tilstedeværelse,  da bæstet pludselig kommer direkte op i mod mig. Fuldstændig målrettet. Med vid åben mund og ekstremt mange tænder. 

 

Jeg har ingen mulighed for at komme væk.  Den fortsætter. Jeg panikker. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har et halvt sekund til at beslutte mig. Hvis dens hoved kommer forbi harpunens spids, er jeg chanceløs, hvis dette er et reelt angreb. Pis. 

 

Da dens hoved er ca. fem cm fra min harpunspids, trykker jeg af.

 

 Så er helvede løs.

 

Spydet er gået ind lige ved det ene øje, og er forsvundet ind i dens lange klamme krop. 

Den går helt amok. Den spræller og vrider sig som en gal og forsøger af al kraft at komme væk.  Den trækker sig baglæns med en sindssyg kraft og er en del stærkere end mig. 

Jeg har ingen mulighed for at holde den, men min harpun er forbundet til en bøje ,  som bæstet ikke kan trække med ned under vandet.  Jeg har heller ingen mulighed for at komme væk, eftersom harpunen sidder fuldstændig urokkeligt fast inde i dyret. 

Vi kæmper i et virvar af liner fra harpun og bøje.  Vi driver længere og længere ind mod yderkanten af revet, hvor koralerne er skarpe og vi hvirvles frem og tilbage af den kraftige strøm fra de brydende bølger.  Jeg kan stort set intet se pga. bobler fra bølger der knækker i overfladen.

Det er en fair og lige kamp. 

 

På et tidspunkt lykkedes det mig at få harpunspyddet trykket igennem dens krop, så det kommer ud på den anden side . Det muliggør, at jeg kan holde stramt fast i linen på begge sider af dens hoved, og låse det,  så den ikke kan dreje hovedet og dermed bide mig. Jeg får fat om dens krop, og prøver at holde den fast mellem mine lår, mens jeg af al  kraft forsøger at bore min kniv ind i dens kranium.   

 

Men knivsbladet knækker uden at efterlade så meget som en skramme i dens leopardplettede tykke ulækre skind.  

 

Jeg fastholder grebet med begge arme omkring dens krop. Dens krop føles som en stor muskel.  Den forsøger desperat at vriste sig fri,  men jeg kan under ingen omstændigheder slippe dens hoved, så den får mulighed for at bruge tænderne.  Så jeg holder fast af al kraft. Efterhånden kan jeg mærke at den begynder at trættes i perioder og det drager jeg fordel af.  

 

Jeg kæmper mig vej gennem brændingen, og kommer på mirakuløs vis ind over revet uden at større skader. Her er vandet mere roligt. Langsomt men sikkert nærmer vi os land. Min hjemmebane. Og da vi endelig når dertil , rejser jeg mig kampsvedende op og trækker uhyret op på stranden.  Den føles foruroligende tung over vandet.  

 

Så langt så godt.

 

Den er stadig ikke død. Og jeg har ingen ide om hvordan jeg skal få taget livet af den. Dens hjerne må være gennemboret af spydet, så jeg fatter ikke hvorfor den ikke er død. Den burde være stendød, men den ligger og vrider sig og nærmest hvæser af mig. Jeg har skudt et monster. 

 

Jeg er alene på stranden, og det er jeg faktisk glad for. For jeg er ret flov over at have skudt sådan et prægtigt dyr, og jeg frygter at der vil blive ballade, hvis nogen finder ud af det. Jeg får den med møje og besvær løftet op på cyklen, og får på en eller anden måde transporteret hjem til huset.  Undervejs synes den endelig at give op og ånde ud. 

 

Da jeg kommer hjem,  har jeg stadig mest lyst til at holde mit bytte hemmeligt, men jeg ved ærlig talt ikke hvordan man parterer sådan en krabat. Så jeg kontakter forsigtigt naboen for et godt råd. 

Kort efter står hele kvarteret i vores have og glor.  

Der er ingen der har set så stor en moræne før. De er alle vildt begejstrede og fortæller at sådan en koster flere tusind kroner på fiskemarkedet i Tokyo.  Og at den smager fantastisk. 

To lokale fiskere kommer over og hjælper med hvad jeg nærmest vil betegne en slagtning af dyret. 

 

Den parteres og hugges i små stykker, som fiskerkonen frituresteger, og dagen efter bespiser vi stort set hele øen. 

 

b2ap3_thumbnail_m-2.jpg

b2ap3_thumbnail_m-3.jpg

Kommentarer

  • Mads Tønder
    Mads Tønder Torsdag, 20 April 2017

    Wauw. det må ha' været en vild oplevelse Anders.

  • jesper
    jesper Tirsdag, 26 Januar 2016

    super fed historie med en fantastisk slutning.mvh jesper

  • Du skal være logget ind på siden, for at kunne kommentere

Nyhedsbrev fra Havfisk.dk