Anmeldelse af dykkerur OMER UP-X1

Af Tue Kappel

Ur og andet udstyr er udlånt til test og kan købes på sportsbutikken.dk.

Link til UP-X1 - inklusiv pulsmåler.

Citat: Som fridykker og undervandsjæger er det ikke strengt nødvendigt at have et dykkerur. Man kan klare sig helt fint uden at vide præcis hvor dybt man har været, eller hvor lang tid man har været nede.

Som Flaskedykker derimod er disse fakta dødsens alvor, i forhold til dekomprimering osv. Derfor, og fordi flaskedykning er en ”stor” sport, findes der ganske mange dykkerure til flaskedykkere, med utrolig mange funktioner. Funktioner som fridykkere ikke har brug for (deko-alarm, luftblandinger,etc.)

Disse funktioner betaler man for, og det kan føles lidt fjollet, når man aldrig bruger dem.

Derfor er det med åbne arme man modtager et ur som UP-X1. Det rammer nemlig lige ned i vores målgruppe, ved ”kun” at have de funktioner som fridykkere har brug for. Og en pris der matcher. På den måde tager det arven op fra Aeris F10, der i den grad også er et ”value-for-money” dykkerur. Disse to ure er hermed bejlere til det samme marked, og jeg vil i det følgende tillade mig at sammenligne features fra det ene, med det andet.

Undertegnede er fridykker med 5 års erfaring i sporten, samt træner i Københavns Fridykker Klub. Indimellem deltager jeg i dybde- og pool-konkurrencer.

Det er med denne baggrund jeg vil prøve at give en anmeldelse af uret.

OMER UP-X1 er et af produkterne i OMER’s serie med produktbetegnelse ”UP”-xx, der er opstået i et samarbejde mellem 3 parter: OMER, den legendariske italienske fridykker Umberto Pelizzari, og MOMODesign(kendt fra bil-tuning/styling). Serien indeholder også en ny type næseklemme, finner, etc.

Design:

OMER UP-X1 er sort plastic, med blank metal-bagside. Yderst på uret er påskruet to felter af kulfiber(imitation?), som en slags beskyttelse mod stød og slag.

Designet er i hovedtrækkene friskt og frækt, og det er faktisk et af de få dykkerure jeg kunne finde på at gå med til hverdag; men jeg vil tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved kulfiber som materialevalg. Kulfiber er et materiale der er kendt for fleksibilitet, brudstyrke og lethed, IKKE for modstandsdygtighed mod slag og ridser. Der er desværre gået slemt mode i at bruge kulfiber-finish på alt der skal se lidt futuristisk ud, bare se på cykel- og bil-verdenen.

Jeg kan blive bange for at OMER UP-X1 kan komme til at se lidt kedeligt ud efter nogle måneders brug, men det må tiden vise.

Knapper er store, nemme at finde, nemme at trykke ind, selv med tykke handsker.

Der er ikke nogen ”klik”-følelse i selve knapperne, så man ved ikke om man har trykket hårdt nok uden at kigge på uret. Dette trækker lidt ned for mig. Til gengæld virker knapperne til at kunne tåle nogen tæsk, uden at gå i stykker.

Remmen, udført i sort gummi, er flot integrereret i formsproget, men kan stadig skiftes ud, et ret fint træk ved uret. Remmen er ikke lang nok til at kunne bruges om en tyk dragt, og der medfølger ikke remforlænger.

Til uret hører en pulsmåler af helt klassisk design, sort gummi, som monteres om brystet, med hudkontakt. Pulsmåleren kræver ikke at uret har kontakt til hud, som det kendes fra gamle pulsmålere, en stor fordel.

Interface:

Interfacet styres gennem de 4 knapper Light, Mode, Start/Stop, Lap Reset.

Start/Stop, Lap Reset bruges til at bladre gennem menuer, Light bruges som Godkend og Mode bruges som Annullér. Har man først fået dette princip indarbejdet, synes jeg uret er nemt at betjene.

Tallene er ret store, men i visse menuer står de måske lidt tæt.

Funktioner:

Funktioner er inddelt i disse hovedgrupper

  • Clock: Ur, standard, med ekstra tidszone, vækkeur etc.
  • Dive: dybde, varighed, puls, vandtemperatur, alt logges til senere aflæsning. Se nedenfor, for gennemgang af disse funktioner.
  • Chrono: stopur med omgangstider
  • Timer: nedtællingsur
  • History: Log; tidligere dyk kan gennemses for tid, max dybde og puls.
  • Setup: indstillinger for alle de ovennævnte funktioner.

Jeg vil prøve at gennemgå de af urets funktioner, der er vigtige for mig som fridykker.

Dybdemåler er jo nok den vigtigste funktion. Som fridykkere dykker vi oftest langs en line med afmærkninger, men det er stadig rart at kunne se på uret, hvor dybt man er. Vi dykker altid med en bund-plade for enden af rebet, så man ikke kan komme dybere end den dybde man har bestemt sig for. I Fridyknings-konkurrencer er en vigtig del af dykket ”Free-fall”; efter vægtneutral dybde glider vi ned langs rebet med lukkede øjne, mod bundpladen. På et tidspunkt skal man forberede sig til vendingen ved bundpladen, og her er en dybdealarm et rigtig godt hjælpemiddel. OMER UP-X-1 har kun én dybde-alarm, og for mig er det et stort minus ved dette ur. Jeg er med Aeris F10 forkælet med tre dybdealarmer, så jeg ved 1) hvornår jeg starter freefall 2) hvornår jeg skal lave sidste mouthfill 3) når der er 5 meter til bundpladen. Jeg ville altså savne to af disse, men flere af mine venner siger, at for dem vil det ikke være noget problem.

Da jeg testede uret, forekom det mig, at dybdealarmen fortsatte med at alarmere mens jeg svømmede dybere end dén dybde alarmen var sat til. Dette var decideret irriterende, men jeg vil ikke påstå at det fortsætter længere ned; jeg havde desværre ikke mere dybde at prøve det af på.

Dybdemåleren viser dybden undervejs i dykket, og viser max. dybde, når dykket er afsluttet; uden brug af knapper. Og det er lige præcis sådan det skal være.

Derefter viser uret varigheden af forrige dyk, samt overfladetiden frem til næste, også udmærket.

Uret har mulighed for overfladealarm, noget som især undervandsjægere kan have stor glæde af. Det er en klassisk fejltagelse, som UV-jæger, at lave talrige korte dyk, med små pauser imellem. Dette giver dårlig restitution, er trættende, og sikkerhedsmæssigt en dårlig byttehandel. Det betyder også at man ikke når de dybder og bund-tider man gerne ville, så derfor bør man generelt have en overfladetid på mindst dykkets længde. Dette kan en overfladealarm være med til at sikre.

Uret kan også alarmere i intervaller på vej ned gennem dybderne, f.eks pr. 10 m. dette kan måske kompensere for den enlige dybdealarm.

Lyd

I alle dykkerure er det et problem at høre dybdealarmen. Tyk dragt hen over ørerne, manglende trykudligning, susen fra vandet kan betyde at man ikke hører alarmen. Derfor vælger mange at sætte uret tæt på øret, evt. indenfor dragten.

Jeg vurderer at Uret OMER UP-X1 har en lydstyrke der ligger over alle de ure jeg har prøvet gennem tiden, en klar fordel.

Puls Monitor

Uret har indbygget puls-måler, som også bliver logget sammen med dykket. Uret har cirka de samme features som Aeris F10, og så har man lige smækket en velfungerende pulsmåler oveni….-indenfor den samme pris. Ganske godt klaret.

Pulsen vises kontinuerligt under dykket, men loggen starter først med at ”optage” ved et dyk ved min. 1 m dybde. Man skal altså sørge for at ”starte uret op”, ved lige at dykke til bunden. Derefter kan pulsuret bruges til dybdedyk, overfladesvømning eller statiske dyk i overfladen.

Log

Loggen hentes via medfølgende data-kabel(USB), og efter en del bøvl med USB drivere fik jeg hevet data over i det program: Diver Master, som OMER har lagt ud til download på deres hjemmeside. Når først driverne er på plads, foregår alt ret simpelt.

Loggen snakker, så vidt jeg kunne se, ikke sammen med kendte online sports-loggere; Endomondo etc.

Men når man så får hentet sine data er det virkelig interessant at følge alle sine dyk med alle data. Diver Master giver mulighed for at gå ind og kigge på det enkelte dyk eller alle dyk foretaget i én session. Spændende at se, hvordan pulsen falder under et dybdedyk, efterhånden som kroppen begynder at spare på ilten.

Batteriskift kan tilsyneladende klares uden specialværktøj, ved at skrue bagpladen af med en mønt. Jeg vil dog til enhver tid anbefale at få batteriskift udført af en godkendt forhandler, som også kan foretage tryktest.

+

  • Datakabel medfølger, skal ikke tilkøbes
  • Pulsføler medfølger, skal ikke tilkøbes
  • Pulsmåling
  • Nydeligt design
  • Lav pris

-

  • Kun én dybdealarm
  • Logning starter først ved dyk

IKKE SPONSORERET ANMELDELSE.