INGREDIENSER
RØGOVN
24 stk. lecablokke
1 rist
1 pose ovntørret bøg
1 pose røgsmuld
1 termometer til bål
VARMRØGET
En halv side fersk laks
salt efter behag
FREMGANGSMÅDE
Røgovn
På et lige underlag stables lecablokke eller lign. som et kvadrat, således at der dannes et indre rum på 70 x 70 x 60 cm, hvor 60 er højden.
Herefter stables videre på 3 af siderne, således at man opnår en samlet højde på 140 cm. Systemet er nu todelt. En nederste lukket (A), og en øverste åben i en side (B).
Stabel stenene således at der kan sættes en plade, evt. metal, hvilende på A, og lukke den åbne side på B.
Læg en rist øverst på B, hvor laksen kan placeres. Byg evt. videre på B´s tre sider oven på risten, således at der kan placeres et låg, når der ryges til sidst.
Varmrøget laks
Prik små huller i laksen (på skindsiden), med en steriliseret skalpel. Der hvor laksen ikke er så tyk skal den have færre huller. Salt laksen grundigt.
Foretag et bål nederst i A, af ovntørret bøg. Når bålet er småt brændende, uden røg, og med en temperatur på ca. 80 grader, lægges laksen på risten. Bålet holdes ved lige ved små stykker ovntørret bøg, således at der i dette stadie ikke forekommer for megen røg. Laksen ´koges´ nu i ca. 15 minutter.
Efter bålets varmebehandling, fjernes nu det meste af bålet, og der efterlades lidt gløder. Røgsmuld lægges som en mindre bunke nederst, og gløderne lægges i kanten rundt af bunken (ø= 30 cm, H=20 cm) 2. Gløderne vil nu få røgsmulden til at ryge, og sidepladen sættes på således at røgen ledes til laksen.
Læg låget på. Røgningen fortsætter i 1-2 timer efter behag.