Kendetegn

Silden er en sølvskinnende stimefisk med bløde finner uden pigstråler. Den har glatte gællelåg, og hele kroppen er dækket af store skæl, der let falder af. I vore farvande kan silden let forveksles med brislingen. Men til forskel fra brislingen fæstner sildens bugfinner bag rygfinnes forkant, og bugskællene er ikke så skarpe som brislingens. Silden er ved fangsten skinnende blågrøn, men mister hurtigt farven. Silden bliver normalt 20-35 cm. Den maksimale længde er meget forskellig og afhængig af farvand.

Levested og føde

Silden lever pelagisk i store stimer fra 0 til 250 meters dybde. Den udfører ofte lange vandringer mellem gyde- og fourageringsområder. Den er udbredt i den nordlige del af Atlanten, i Nordsøen og østpå til den indre Østersø. En særlig underart kaldet strømning findes i de indre dele af Østersøen.

 

Silden lever af dyreplankton, især vandlopper, lyskrebs og vingesnegle, men også fiskelarver. Silden finder føden ved hjælp af synet og æder derfor om dagen.

Mindstemål
 

Saltvand

 

Nordsøen, herunder
Ringkøbing Fjord

og Limfjorden

20 cm
Skagerrak/Kattegat 18 cm
Alle øvrige farvande Intet mindstemål
   

Ferskvand

Intet mindstemål
Fredningstider

Ikke omfattet af fredningstider.
 

Sæson

Sæson hele året. Vårsild: Februar-april. Høstsild: August - oktober. Fedsild: September-januar. Storsild: Oktober - december.  Silden er især god om efteråret, hvor den er større og federe og har mere smag